Mit liv i Forsvaret

Efter veloverstået Stabskursus i Forvaltning på Forsvarsakademiet 1986-1987 blev jeg udnævnt til major og tiltrådte tjeneste som sagsbehandler i Forsvarskommandoen i Vedbæk. På et tidspunkt - jeg husker ikke lige hvornår - fik jeg udleveret et stykke papir med nedenstående citat. Om det var af KAX eller VIT eller Hillingsø eller en af de mange andre fantastiske chefer og kolleger, jeg har haft, har jeg ligeledes glemt, men det gik pludselig op for mig, at jeg rent faktisk havde levet efter de nævnte principper siden jeg begyndte på ofiicersskolen i 1970.
 
Og i dag kan jeg så konstatere, at der stort set ingen uheld har været lige siden - i hvert fald ikke i forhold, som jeg selv har haft indflydelse på...
 
Men nu til citatet:
 
"Seier venter den, som på forhånd har alle sakene i orden - folk kaller det hell! Nederlag er sikret den, som ikke i tide har truffet de nødvendige forholdsregler - det kaldes for uhell".
                                                                                                                            Roald Amundsen
 
______________________________________________________________________
  
Måske kommer der med tiden et par sider med tidsbilleder fra de mest interessante af mine tjenesteperioder såsom tjenesten på Flyvestation Tórshavn, tiden som Ældste Danske Officer i Geilenkirchen, FN tjenesten på Cypern m.m.
______________________________________________________________________
 
Her og nu vil jeg sammenfatte min tid i Forsvaret ved at gengive et uddrag af min tale til gæsterne ved min afskedsreception på Flyvestation Værløse ultimo februar 2004:
 
Kære kolleger, venner og familie.
 
Jeg vil starte med at fortælle en historie...
 
Personen - som historien handler om - fik sit første job som otteårig som mælkebud på Nørrebro i København, efterfulgt af jobs som avisbud, svajer, natportier, jord- og betonarbejder, finmekanikerlærling (hvilket kom til en brat afslutning, da han trak sin mester i retten for kontraktbrud - og vandt sagen!). Hans civile karriere sluttede med en uddannelse til eksportassistent. Han var da blevet 22 år og kunne ikke længere holde militæret stangen. Så sessionen kaldte og væbnet med syv lægeattester på alt lige fra platfødder til fremskreden nærsynethed og nedsat hørelse - og med gode råd fra militærnægterkontoret i Thorsgade på Nørrebro i bagagen -mødte han op foran kommissionen, som - viste det sig - havde lidt mere erfaring end han i den slags materier.
Så, efter at de havde tilbagevist samtlige hans påstande om frifindelse, blev dommen afsagt, og den lød på 12 månedersw tvangsafsoning som værnepligtig menig ved Falsterske Fodregiment i Vordingborg.
 
Se det var en rigtig historie...
 
Jeg kan tilføje, at vores helt senere fik ændret dommen til afsoning ved Forsvarets Intendanturkorps, hvilket han umiddelbart troede var ligesom at komme fra isolation til åbent fængsel - men ak, han kom først ud 37½ år senere.
 
Nu er der jo nok nogle her i salen, der tror, det er mig selv, jeg taler om. Forkert. Det er ikke den samme Svend Erik, der står her i dag. Jer, der repræsenterer alle de kolleger, som jeg i tidens løb har haft kontakt med, har på en eller anden måde en del af skylden for at jeg er blevet, som jeg er. Hvad enten I har været mine chefer, kolleger eller medarbejdere vil det minde, jeg tager med herfra, være et kalejdoskop af konstruktive dialoger, gode skænderier og et godt samarbejde tillige med et godt kammeratskab. Det vil jeg godt takke jer for, og i min erindring om min tid i Forsvaret, dér vil kollegerne - menneskene - indtage den største plads. At det så i flere tilfælde har udviklet sig til seriøse venskaber, gør jo kun udbyttet og mindet endnu bedre.
 
Jeg vil heller ikke glemme firmaets indflydelse på min udvikling. Forsvaret er en arbejdsplads med enorme muligheder - måske især for dem, der vælger officersvejen. Jeg har været heldig. Selvom jeg har haft 10 grader i min tid i Forsvaret - fra menig til oberstløjtnant - er det primært som officer at jeg har fået tilfredsstillet mit behov for udfordringer og oplevelser. Det har helt sikkert været med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Jeg har ingen negativliste over tjenestesteder, jeg har været ved. Hvad enten det har været Forsvarskommandoen, Flyvertaktisk Kommando, en skole eller en flyvestation, så har de alle givet migt udviklings- og udfoldelsesmuligheder. Jeg er dybt taknemmelig for de mange og store oplevelser, som jeg har haft på Færøerne, på Cypern og i Geilenkirchen og på de mange tjenesterejser og kursusophold i udlandet. Det har givet mit liv en ekstra dimension, som jeg næppe havde fået tilført, hvis jeg stadig havde været jord- og betonarbejder på det mørke Nørrebro. Undskyld sammenligningen. Det er ikke ment som en desavourering af jord- og betonarbejdere eller det mørke Nørrebro.
 
De mange flytninger, der følger med en karriere i Forsvaret er også med til at udvikle ens horisont - og man bliver i hvert fald ikke tryghedsnarkoman. I den forbindelse slog det mig, at jeg må have et særligt forhold til bogstavet K: Født og opvokset i København. Flyttede til Kvívík på Færøerne. Boede i Kreutzrath i Tyskland. Flyttede tilbage til København og derfra til Karup. Og nu ender jeg i Kundby. Well - der er en enkelt undtagelse, idet jeg boede en årrække i Khvidovre...
 
Lad mig slutte firmaets indflydelse af med at nævne, at jeg aldrig vil glemme, da en general i Flyvevåbnet stod ved min sygeseng på Viborg Sygehus og sagde, at nu skulle jeg udelukkende koncentrere mig om at komme op igen (godt nok kun på et ben), og at jeg skulle vide at mit skrivebord og mit oberstløjtnantjob stod og ventede på mig. Det var noget, der rykkede og noget vores firma kan være stolt af. Tak for det.
 
Her slutter uddraget, men talen fortsætter med en meget personlig tak til familien og slutter med en tak til kolleger og medarbejdere på Flyvestation Værløse.